Den følgende beretning fandt sted for ca. et halvt års tid siden. Samtalen er derfor ikke gengivet 100% ordret, men betydningen er inshaAllah ikke ændret. Jeg har givet personerne andre navne, men de implicerede ved selv hvem de er.
Bismillah ar-Rahman ar-Rahim
En af mine elskede brødre, vi kalder ham Ahmad, og jeg havde været til salat ul-jumu’a sammen. Efterfølgende havde vi spist sammen, drukket kaffe og bedt salat ul-‘asr i vores sædvanlige moské. På et tidspunkt sad vi på en bænk og talte om nogle problemer vi hver især havde. Vi forsøgte at muntre hinanden op. Fortalte at hinanden at de ting vi måtte, og stadig må, gå igennem er prøvelser fra Allah. At Allah er med dem der er tålmodige. Og at når vi påføres smerte vil vi inshaAllah blive tilgivet nogle af vores synder.
Vi blev enige om at gå tilbage til moskeen, bede nawafil, læse Quran og lave dhikr og du’a for ikke at være så triste.
Ahmad og jeg sad i moskeen og havde afsluttet vores bøn, dhikr og du’a. Vi sad nu og læste i nogle af moskeens forskellige bøger.
Pludselig kommer to brødre ind – lad os kalde dem Mustafa og Hassan.
Mustafa & Hassan: As-salamu ‘alaykum
Ahmad & Sunnidk: Wa ‘alaykum as-salam wa rahmatullahi wa barakatuh
Mustafa & Hassan sætter sig et stykke væk fra Ahmad og jeg. Efter et stykke tid spørger Mustafa pludselig:
Inta multazim?
Jeg ser op og kigger hen mod de to brødre.
Inta multazim?
Han gentager spørgsmålet og nikker til mig. Inta multazim kan vel bedst, i denne sammenhæng, oversættes til “Er du praktiserende?”.
Resten af samtalen foregik skiftevis på dansk og arabisk, men vil blive refereret til på dansk.
Sunnidk: Jeg forsøger.
Jeg undrer mig over det noget usædvanlige spørgsmål. Jeg sidder med min kufi og halvlange skæg og kigger på en glatbarberet bror i en stram skjorte og et par bukser der sidder så langt nede at hans underbukser er synlige. Hvad er meningen med sådan et spørgsmål?
Vi begynder alle fire at snakke. Det bliver en samtale der springer fra det ene emne til det andet. Min ven Ahmad er shafi’i og jeg er hanafi. På et tidspunkt falder snakken på retskolerne. Mustafa og Hassan mener at det er bid’a at følge en retskole. Vi snakker frem og tilbage og fremfører de sædvanlige argumenter for hvorfor ahl as-sunnah wal-jama’a laver taqlid til en madhhab. På et tidspunkt siger Mustafa et eller andet som jeg ikke hører. Det får Ahmad til at sige:
Vi er sufier.
Normalt betegner vi os ikke som sufier, det er vi ikke værdige til, men når folk kritiserer sufier og tasawwuf gør vi det klart at vi kun har kærlighed og respekt overfor sufier og at tasawwuf er en videnskab vi elsker og værdsætter.
Vi snakker nu lidt frem og tilbage om tasawwuf og Mustafa
og Hassan afslutter emnet med at afvise alt hvad vi har sagt og konkludere at tasawwuf er bid’a.
På et tidspunkt kommenterer jeg bror Mustafas mærkelige trang til at kalde folk, syndere, vildledte og endda kuffar.
Mustafa: Akhi, det er en pligt for dig at lave takfir på dem der går imod Islam.
SubhanAllah, en pligt at lave takfir.
Sunnidk: Jeg laver ikke takfir på nogen. Det er ‘ulama der laver takfir, og de gør det meget sjældent og kun i specielle situationer.
Vi taler lidt mere om det og pludselig siger Mustafa:
Muslimernes regenter er kuffar.
Ifølge Mustafa er alle ledere af muslimske lande kuffar fordi de ikke styrer med Islam.
Samtalen er ikke længere venskabelig og afdæmpet. Det er en højrøstet samtale og tonen er meget anspændt. Næsten fjendtlig.
Jeg foreslår at vi enten stopper diskussionen, dæmper os, eller går uden for masjid. Vi går ud.
Inden længe har Mustafa lavet takfir på alle shi’a, alle muslimske regenter og en række andre muslimer. Han går så vidt at han faktisk siger at dem der ikke beder er kuffar. Hvis man af dovenskab, eller andre årsager, ikke beder i et par dage, så er man kafir, mener han. Denne påstand gør Ahmad og jeg endnu mere oprørte.
Mens vi står og halvråber af hinanden foran moskeen begynder folk at ankomme. Det er ved at være tid til salat ul-maghrib.
Ahmad tager Hassan med sig og jeg tager Mustafa med mig.
Lad os gå ind og bede nu.
Vi går ind og beder. Efter bønnen er slut og vi har bedt vores sunnah giver Ahmad og jeg hinanden hånden og siger:
Ahmad: TaqabalAllah – Må Allah acceptere (dine bønner)
Sunnidk: Menni wa minnak – fra mig og fra dig.
Mustafa og Hassan er væk.
Vi går ud og på trappen møder vi Mustafa og Hassan.
Jeg rækker hånden ud mod Mustafa og siger:
TaqabalAllah, ya akhi
Mustafa ser på mig og svarer:
Bid’a!
Jeg kan varmt anbefale artiklen Begrebet Bid’a i den Islamiske Shari’a som egentlig er en tale der blev holdt af Shaykh Nuh Ha Mim Keller, hafidhahullah, på Nottingham and Trent University, onsdag den 25. januar 1995.
En sunni-muslims tanker 