Den modne daddel

En fortsættelse af “Vi har mange muslimer. I har meget Islam.” – en beretning fra Abu Dhabi.

Jeg plejede at bede i en moské der ligger mindre end 3 minutters gang fra der hvor jeg boede. Hvert kvarter har sin egen lille moské hvor alle bønner undtagen fredagsbønnen bedes i fællesskab. Fredagsbønnen bedes i store moskeer med plads til flere tusinder af mennesker.

En dag besluttede jeg mig for at bede salat ul-duhr , middagsbønnen, i en anden moské. Jeg havde set en rigtig flot moské i et kvarter ikke langt fra der hvor jeg boede og jeg ville nu bede derovre.

Ca. en halv time før adhan, kaldet til bøn, gik jeg af sted. Jeg havde et par sandaler, en jalabiya (arabisk kjortel) og en kufi (hue) på. Inden jeg gik ud af døren drak jeg en slurk vand, jeg havde hørt at det var varmt den dag. Den dag var der ifølge de officielle tal 48 grader varmt, men jeg havde ladet mig fortælle at man altid bør lægge et par grader til de officielle tal. Hvor varmt der i virkeligheden var ved jeg ikke, men varmt det var der.

Jeg begyndte at gå. Solen stod højt på himlen – det var ved at være tid til middagsbønnen – og der var ikke en eneste sky at skue. Efter at have gået et par minutter var jeg næsten helt gennemblødt af sved. Det var varmere end jeg havde forventet. Jeg overvejede kort at vende om og gå tilbage for at bede i den moské jeg plejede at bede i. Så varmt var der alligevel heller ikke. Jeg fortsatte.

Jeg blev ved med at gå, men mit tempo blev for hvert skridt langsommere og langsommere. For hvert skridt jeg tog blev det varmere. Hver gang jeg kiggede mod himlen føltes det som om solen kom tættere og tættere på. Jeg gik videre. Jeg blev brændt. Solen brændte. Luften brændte. Og sandet, der hele tiden røg ind i mine sandaler, brændte mine fødder. Jeg stoppede op og tømte mine sandaler for det brændende sand. Efter et par skridt var de igen fyldt.

Jeg hørte kaldet til bøn. Jeg var langt fra moskeen. Jeg vidste at jeg ikke kunne nå tilbage til den moské jeg plejede at bede i. Jeg vidste ikke hvor langt der var til den moské der var mål for min vandring. Skulle jeg vende om? Skulle jeg fortsætte? Jeg begyndte så småt at få det dårligt. Jeg besluttede mig for at gå videre, jeg håbede at jeg var tæt på den anden moské. Det var jeg ikke.

Jeg blev ved med at gå, langsomt, usikkert og uden styrke. Som solen bringer livet frem fra den kolde danske jord i disse dage, kan solen fjerne livet fra alt. I disse dage titter solens blide stråler frem og lokker de planter, der har gemt sig i jorden, frem. Alt spirer og blomstrer. Livet springer ud på ny. Selv menneskene blomstrer, folk kommer ud. Vi har de sidste par måneder lukket os inde, men nu myldrer vi ud. Så snart solen viser sig er vi ude. Alt blomstrer. Folk forelsker sig i foråret og kærligheden mellem mennesker blomstrer. Mange tusinder kilometer herfra er solen en helt anden. Den samme sol, men en helt anden. Solen tvinger folk indendøre og presser, stille og lydløst, livet ud af de få planter der vover at slå deres rødder i dette ubarmhjertige område af vores jord. Det samme med menneskene.

Det føltes som om jeg havde gået i en evighed. Mit hoved føltes tungt og gjorde ondt. Og min hals var mere tør end det knasende sand der brændte under mine fødder. Den varme luft brændte for hver indånding jeg tog. Jeg følte at jeg blev brændt både udenpå og indeni.

Pludselig var jeg der. Som var det et fatamorgana der var opstået ud af den blanke luft, lå moskeen pludselig foran mig. Jeg gik hen til moskeen, lod mine sandaler stå udenfor, og trådte ind. At træde ind i moskeen var en helt fantastisk følelse. Den var helt tom, folk havde for længst afsluttet deres bønner, men temperaturen var helt perfekt. Det føltes som om jeg trådte ind under et vandfald. Mit hoved begyndte at blive mindre tungt, jeg kunne trække vejret ubesværet igen. Al-hamdulillah. Jeg bad to rak’at for at træde ind i moskeen, og bad derefter de obligatoriske og frivillige sunnah-bønner. Derefter lavede jeg dhikr, ihukommelse af Allah, og gjorde du’a. Jeg var nu blevet helt klar i hovedet igen, al-hamdulillah. Jeg rejste mig og gik ud af moskeen.

Da jeg trådte ud af moskeen fik jeg et slag i hovedet. Den brændende luft slog mig nær omkuld. Der var ikke andet at gøre end at begive mig ud i solen for at komme hjem. Jeg var tilbage i samme tilstand som før jeg trådte ind i moskeen. Jeg havde svært ved at trække vejret, min hals føltes som om den aldrig havde mærket så meget som én eneste dråbe af vand, mine læber føltes udtørrede og afbrændte, mit hoved var tungt og mit syn var uklart. Jeg var overvældet af sult, træthed og tørst. Brændende tørst. Jeg tog det første skridt, og mærkede min egen svaghed og afmagt. Jeg følte mig så lille. Så ubetydelig. Jeg kunne falde om på stedet. Og verden ville fortsætte uden mig. Jeg kunne intet gøre. Var det min tid til at forlade denne verden, så var jeg faldet om på stedet. Jeg tog det næste skridt. Min tid var endnu ikke kommet. Jeg fortsatte.

Foran moskeen stod et par ensomme palmetræer. Mit syn var nu helt sløret og sveden dryppede af mig.

Luften brændte mig, solen brændte mig, sandet brændte mig. Mit syn blev med ét klart. En af palmerne var fyldt med dadler. Allahu akbar. Jeg gik derover, selvom jeg udmærket var klar over at det var alt for tidligt

til at man kunne spise dadlerne. De var endnu hårde som sten, det var alt for tidligt at spise dem. Jeg gik derover alligevel, i det mindste kunne jeg få lidt skygge fra palmen. Noget fangede mit øje. Midt i en dadelklase var der noget der sprang mig i øjnene. En farve der adskilte sig fra alle de andre dadler. Jeg gik helt hen til palmen. Der lige ud for mit ansigt var der én eneste dadel der var begyndt at modnes. Alle de andre var hårde som sten, men den ene dadel var moden. SubhanAllah. Jeg plukkede den. Da jeg lukkede mine fingre om dadlen mærkede jeg hvordan den føltes kølig mod mine brændende fingre.

Jeg sagde med en hæs stemme:

Bismillah Ar-Rahman Ar-Rahim – I Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige

Da dadlen rørte mine udtørrede læber indså jeg hvilken baraka, velsignelse, jeg stod med i hænderne. Al-hamdulillah. Jeg satte tænderne i dadlen, smagen bredte sig i min mund. Aldrig i mit liv har jeg sat mine tænder i så saftig en daddel. Jeg spiste med velbehag og taknemmelighed denne velsignede daddel. Det var det bedste måltid jeg nogensinde har fået.

Profeten [Allahs fred og velsignelser være med ham] sagde:

En familie der har dadler vil ikke være sultne. (Muslim)

Wallahi, ved Allah, da jeg havde spist dadlen var min sult væk. Min sult og tørst var som fordampet. Solen havde brændt min tørst, min sult og min træthed væk. Denne velsignede frugt, der er nævnt i den hellige Koran, omtalt af vores elskede profet [Allahs fred og velsignelser være med ham] og spist af ham, gav mig energi som jeg aldrig havde følt før.

Profeten [Allahs fred og velsignelser være med ham] sagde:

Ajwa-dadlerne kommer fra Paradis, og de er et middel mod gift. (Tirmidhi)

Jeg ved ikke hvilken slags daddel jeg spiste den dag, men velsignet var den. Jeg lavede et lille hul i sandet og plantede dadlens sten. Måske vil det blive til en palme. Måske om mange år vil en ung mand som jeg spise en dadel fra det træ og indse hvilken baraka han holder i sin hånd. Kun Allah ved det.

Hvad lærte jeg af denne begivenhed? Først og fremmest lærte jeg at jeg er en tåbe. Enhver der begiver sig ud på en rejse, eller går i gang med noget, uden at forberede sig og vide hvad man har gang i, er en uvidende tåbe. Jeg var en uvidende tåbe da jeg begav mig ud i solen uden at vide noget. I dag er jeg stadig en uvidende tåbe, men dog mindst én erfaring rigere, al-hamdulillah.

Jeg lærte at den der begiver sig ud på Allahs vej. Den der gør noget for Allah, skal intet frygte. Kun Allah. Jeg lærte at vi aldrig skal tvivle på Allah Ta’alas rizq. Den findes nogle gange i ting vi normalt overser. Jeg lærte at selv i de mindste ting kan der findes en ufattelig baraka.

Vigtigst af alt lærte jeg betydningen af tawakkul, at sætte sin lid til Allah. Jeg har uden tvivl stadig rigtig meget at lære, men Allah lod mig få denne oplevelse, og den har jeg forsøgt at lære af. Forsøgt at lære altid at have fuld tiltro og tillid til min Skaber.

4 kommentarer

  1. Just a nobody said,

    april 10, 2008 hos 5:00 am

    Jezakallahukhayran for denne lærerige historie.
    Allah (swt) er vores razaaq til enhver tid, og du har fuldstændigret i, at der findes baraka i alt, hvis bare ens tawakkul er stærk nok.
    Desværre er vi mennesker ofte svage, og deri ligger vores synd.

  2. gess said,

    april 10, 2008 hos 7:27 am

    Jazak Allah Khair for påmindelsen:

    Jeg lærte at den der begiver sig ud på Allahs vej. Den der gør noget for Allah, skal intet frygte. Kun Allah. Jeg lærte at vi aldrig skal tvivle på Allah Ta’alas rizq. Den findes nogle gange i ting vi normalt overser. Jeg lærte at selv i de mindste ting kan der findes en ufattelig baraka.

  3. AB said,

    april 10, 2008 hos 9:26 am

    MashaAllah

    Fantastisk historie. Ikke alene er indholdet helt fantastisk, men måden hvorpå du fortæller det, var nærmest som at se en film mens man læser det. Specielt fordi jeg selv er opvokset der, så jeg kan let genkende dine beskrivelser.

    Jeg glæder mig rigtig meget til at læse mere herinde.

    Tak for den lærerige historie

    Fred

  4. april 12, 2008 hos 7:44 am

    Asselamu aleykum wa rahmatullah

    Tak for at dele denne historie med os. Den sætter tankerne i gang hos mig. Du beskriver meget godt. MashaAllah.

    “Vigtigst af alt lærte jeg betydningen af tawakkul, at sætte sin lid til Allah. Jeg har uden tvivl stadig rigtig meget at lære, men Allah lod mig få denne oplevelse, og den har jeg forsøgt at lære af. Forsøgt at lære altid at have fuld tiltro og tillid til min Skaber.”

    Netop.

    Tawakkul er det vigtigste.

    Må Allah belyse dit liv med gavnlig viden og må Han opfylde alle dine ønsker. Amin

    PS. Fin blog du har, mashaAllah.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: