Den forkerte bus

En hændelse der fandt sted for et par måneder siden.

Jeg havde netop fået fri fra arbejde. En lang dag. Først forelæsninger og dernæst arbejde. Jeg var træt og sulten og ville skynde mig hjem. Det var allerede begyndt at blive mørkt. Jeg vidste at jeg skulle løbe hvis jeg skulle nå bussen. Jeg var i tvivl. Var min sult så stærk at jeg ville løbe efter bussen og ignorere min træthed, eller var min træthed så overvældende at jeg ville vente på den næste bus og ignorere min sult? Jeg løb. Rundt om et gadehjørne og ned mod fodgængerfeltet. Jeg kunne høre bussen bag mig. Jeg løb det bedste jeg havde lært og nåede ned til fodgængerfeltet mens der stadig var grønt lys. Med et par lange spring var jeg ovre på den anden side og i samme øjeblik svingede bussen ind til kantstenen. Jeg hoppede ind i bussen, fandt mit klippekort frem, stemplede det og satte mig på et af de bagerste sæder. Bussen var næsten helt tom. Udover mig var der et par unge fyre og en enkelt pige i bussen.

Pludselig gik det op for mig at bussen ikke kørte ad den rute den burde. Jeg sad i den forkerte bus. I stedet for en ca. 15-20 minutters tur i bussen skulle jeg nu køre en lille halv time helt ind til byen. Der skulle jeg vente på en anden bus og så bruge 10-15 minutter med den anden bus for at komme hjem.

Jeg var træt af det og lidt sur på mig selv over at jeg ikke havde set hvilken bus det var jeg hoppede ind i. Havde jeg brugt bare et minut på at undersøge det havde det sparet mig en masse tid. Der var ikke andet at gøre end at acceptere situationen og sige al-hamdulillah – al pris tilkommer Allah.

Al-hamdulillah, al pris tilkommer Allah. Hver eneste dag hjælper disse ord mig gennem en masse små udfordringer. Når noget synes træls, tænker jeg at det nok alligevel er bedst på denne måde, og så takker jeg min Gud. Al-hamdulillah.

Bussen nærmede sig Centrum. Det småregnede og så rigtig koldt ud. Bussens rude, der skærmede mig mod kulden og regnen, gav mig udsyn til mennesker der stod og skuttede sig. Som de stod der så de ensomme og fortabte ud. Enhver person stod for sig selv. Med egne tanker, stod alene mod kulden. Som om de eksisterede i forskellige verdener. Jeg var klar over at jeg om ganske kort tid ville stå blandt dem – i min egen verden, ved siden af en person der også stod i sin egen verden. Vi ville ikke tale, vi ville ikke have noget med hinanden at gøre. Jeg skulle med min bus, han skulle med sin bus. Enhver har sit gøremål, andre mennesker er ikke interessante. Jeg skulle hjem. En anden skulle måske noget andet. Alle skulle noget. Hver for sig. I deres egne verdener.

Bussen bremsede op. Jeg skulle stige ud. Jeg kastede et sidste blik ud gennem ruden. Om lidt ville jeg være på den anden side. Den kolde side. Siden hvor alle stod for sig selv, ved siden af hinanden. Ved siden af hinanden, i individuelle kolde verdener.

Jeg gik hen mod det busstoppested hvorfra jeg skulle med den næste bus. Der var mange mennesker der stod der og ventede. Alle så specielle ud, alle skilte sig ud, alligevel var de bare mennesker der hver især havde travlt med deres. Opslugte af deres egne tanker, i deres egne verdener. Allerede på afstand kunne jeg se én der skilte sig mere ud end alle andre. En ældre herre sad i busskuret på sin rollator. Han havde placeret sig lige ved opslagene med bussernes afgangstider. Alle mennesker gik forbi der, alle mennesker kom tæt på ham der. Alligevel var alle mennesker i deres egne verdener. Den ældre herre sad i sin verden, han ønskede at nogle af de travle mennesker skulle træde ind i hans verden. Bare for et kort øjeblik.

Han kiggede op på alle menneskene. Hver gang en person kom hen for at se hvornår deres bus kom, henvendte han sig til dem. Jeg kunne ikke høre hvad han sagde, men han forsøgte at snakke med folk. Han blev affærdiget af de travle mennesker. De travle mennesker i deres travle verdener. I de få sekunder det tog mig at nå hen til busstoppestedet forsøgte den ældre herre forgæves at komme i kontakt med 7-8 forskellige mennesker. Skuffelsen var tydelig. Manden åbnede sin verden, men alle dem han inviterede ind, lukkede døren og gik deres vej.

Dette triste syn mindede mig om en udtalelse af min elskede Profet Muhammad [Allahs fred og velsignelser være med ham]:

Profeten [Allahs fred og velsignelser være med ham] sagde, “Den der ikke har barmhjertighed overfor børn, ej heller ærer de ældre, er ikke en af os.”

(Al-Tirmidhi)

Jeg var nu nået hen til busstoppestedet. Jeg gik ind i busskuret og kastede et hurtigt blik på afgangstiderne.

En stille stemme trængte gennem den kulde der omgav mig:

“Hvilken bus skal du med?”

Det var den ældre herre.

Jeg vendte mig mod ham. Hans stille spørgsmål var blevet efterfulgt af et forsigtigt smil. Jeg besvarede hans smil med et stort smil og svarede:

“Jeg skal med 4’eren. Den kommer om et par minutter.”

“Det var heldigt, så skal du ikke stå og fryse så længe”

“Nej, det er heldigt. Det er godt nok også blevet koldt i dag. Skal du vente længe?”

“Nej nej, min bus kommer også snart.”

Mandens første forsigtige og forsøgende smil var nu blevet erstattet af et smil der dækkede hele hans ansigt. Et ansigt fyldt med rynker. Hver rynke udstrålede erfaring med livet, erfaring med mennesker. Erfaring der havde givet ham en form for visdom om livet og menneskene han havde mødt.

Vi talte lidt om vejret, om hvordan den milde vinter sikkert ville betyde at vi ville få en dårlig sommer.

Vi smilede til hinanden og min bus kom. Jeg fortalte ham at det havde været hyggeligt at sludre med ham og ønskede ham en god tur hjem.

Jeg vendte mig om og gik hen mod min bus. Da jeg begyndte at stige ind i bussen hørte jeg en velkendt stemme. Den ældre herre, der havde indledt vores samtale med en stille stemme, råbte “Du må have det rigtig godt, min ven.” Jeg vendte mig om, vinkede til ham og smilte. Han besvarede både smil og vink.

Min bus begyndte at køre. I et par minutter havde jeg forladt min egen verden. Jeg var trådt ind ad den dør den ældre herre havde åbnet. Jeg var nu tilbage i min egen verden, med et smil på læben. Jeg var trådt frysende ind i hans verden og trådte varm og smilende ud.

Jeg blev klar over at der var en mening med at jeg havde taget en forkert bus. Hvis jeg ikke havde taget den forkert bus var der måske ingen der havde talt med den ældre herre. Fordi jeg tog en forkert bus blev både hans dag og min dag lidt bedre. Vi fik smilt lidt mere end vi måske ellers ville have gjort. Og vi fik talt med et menneske vi ellers ikke ville have talt med. Vi gjorde noget for hinanden. Fordi jeg tog en forkert bus. Det gik op for mig at der var visdom bag mit forkerte busvalg. Men jeg var ikke den vise. Jeg var dum fordi jeg ikke havde indset det noget før.

Allah er Al-Hakim – Den Vise.

Jeg fik en mulighed for at glæde et andet menneske, for måske at hjælpe ham, og at hjælpe mig selv. Hjælpe mig selv til at reflektere over mit liv og alle de utallige muligheder Allah giver os for at gøre gode gerninger. Allah er sandelig Den vise, Al-Hakim.

Allah, Den Ophøjede, siger i den hellige Koran (Wulffs oversættelse):

Allah bevidner, at der ikke findes nogen anden gud end Ham; og det samme gør englene og de, der har viden – til varetagelse af retfærdigheden. Der findes ingen anden gud end Ham, Den Mægtige og Den vise. [3:18]

Oh Allah må jeg altid huske at Du er Den vise, og alt hvad der sker med mig er et resultat af Din visdom. Må jeg altid være taknemmelig for alle de muligheder du giver mig.

Al-hamdulillah, al-hamdulillah, al-hamdulillah.

5 kommentarer

  1. Just a nobody said,

    april 4, 2008 hos 11:54 pm

    Assalamu aleikum,

    En meget rørende historie, som klart viser, at Allah (swt) ved bedst!

    Det glæder mig meget, at du er begyndt at blogge; især når man tager i betragtning, hvor travl en mand du ellers er.

    Jeg glæder mig til at læse flere af dine indlæg; du er jo kendt for at kunne skrive, og dine ord er altid smukke og velformulerede.

    Må jeg give dig en naziha, kære bror?

    Hvad end der sker i dit liv, så hold dig altid til sandheden; uanset hvor meget sandheden bringer smerte, så vil den befri enhver sjæl. Pas på med stædigheden, den har sine stærke fordele, men også sine bitre ulemper.

    Må Allah (swt) bevare din klippefaste imaan, give dig den inderligste taqwa og belønne dig med den ypperste ihklas, og må Allah (swt) beskytte dig fra enhver ondskab og ulykke i denne verden.
    😉

  2. Just a nobody said,

    april 4, 2008 hos 11:57 pm

    BTW, tro det eller ej, men jeg har set denne blog i en drøm.
    Det var sådan, jeg fandt den.

  3. sunnidk said,

    april 7, 2008 hos 10:46 am

    Wa alaykum asalam wa rahmatullahi wa barakatuh

    Tusind tak for de pæne ord, må Allah belønne dig rigt, men jeg har slet ikke fortjent så smukke ord, al-hamdulillah.

    Jeg tager imod din nasiha med åbent hjerte. Må Allah give mig styrken til at følge den.

    Amin til din du’a og må Allah tabaraka wa ta’ala ligeledes lade den gælde for dig og din familie.

    Jeg tror på at du har set denne blog i en drøm, subhanAllah.

    Må jeg spørge hvem du er? Du må meget gerne sende en mail på sunnidk@gmail.com og afsløre din identitet, for jeg har lidt svært ved at gætte den.🙂

    Barak Allahu fik

  4. Just a nobody said,

    april 7, 2008 hos 3:32 pm

    Bel ´aks, bror, netop du har fortjent de ord og bedre!

    Mig?
    Jeg er bare en nobody.

  5. maj 1, 2008 hos 6:53 pm

    […] er rig af velsignelser og god eftertanke. En af de bedste post, som bloggeren hidtil har postet er: “Den forkerte bus”  . Den har virkelig præget min hverdag, for hvergang jeg ser en ældre kvinde/mand kommer jeg i […]


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: